|
Ovenstående billede viser en situation fra
1938, formodentlig i forbindelse med en "rundflyvningsweekend" i
løbet af sommeren. Fra venstre ses en KZ II, derefter en de Havilland
D.H. 87B Hornet Moth (OY-DOK), og yderst til højre ses rutemaskinen (OY-DAJ)
»Kronprinsesse Ingrid«, en Fokker F. XII, med motorerne i gang foran den lille
hangar.
Kært barn har mange navne, og
således også flyvepladsen ved Salten Langsø. Da den blev brugt til
ruteflyvning hed den Silkeborg flyveplads. I Danish Air Pilot fra 1939
har den fået navnet Salten Langsø Private Flying Field, og senere i
1942, hvor den anvendes pga. den hårde isvinter, skifter den navn til Flyvepladsen
Ry. Tyskerne kaldte den Rye, et navn som den beholdt som
flygtningelejr, hvor navnet blev Flygtningelejren Rye Flyveplads. Pga. de
mange forskellige navne gennem tiden, kan det være svært at argumentere for, at
ét navn er mere korrekt end et andet. Den mest benyttede betegnelse i dag er
vel Gl. Rye flyveplads, eller blot Rye flyveplads, som også er blevet navnet
på denne hjemmeside.
På de følgende sider findes en gennemgang af
flyvepladsens brogede historie - fra den spæde start i 1935 og frem til
nutiden. Fra starten hvor den fungerede som privat flyveplads for
Gunnar Larsen,
via indenrigslufthavn hos Det Danske Luftfartselskab
(DDL), hvor den blev kendt
som Silkeborg flyveplads og en del af den jyske længderute, til tiden som
flyveplads for Luftwaffe under krigen, og endelig som flygtningelejr efter
krigen.
|