Rye flyveplads

“Verdens smukkest beliggende Flyveplads” – det kan naturligvis diskuteres om dette udsagn er rigtigt, men ikke desto mindre er det sådan flyvepladsen beskrives i Silkeborg Avis den 28. marts 1939. At flyvepladsen omgives af et smukt landskab, er der ingen tvivl om, alligevel er det en af de mindre kendte flyvepladser i Danmark.
Få hundrede meter uden for Gl. Rye, ca. 20 km fra Silkeborg, syd for Salten Langsø, ligger resterne af hvad der engang var Rye Flyveplads. I dag er der ikke meget der røber, at der engang lå en flyveplads på dette sted. De gamle bunkers fra besættelsestiden er næsten skjult af træer og buske, mens flyvefeltet er dækket af højt græs og vilde blomster.

Situation fra sommeren 1938. Foto gengives med tilladelse fra Silkeborg Lokalhistoriske Arkiv v. Hanne Arent ©

Ovenstående billede viser en situation fra 1938, formodentlig i forbindelse med en “rundflyvningsweekend” i løbet af sommeren. Fra venstre ses en KZ II, derefter en de Havilland D.H. 87B Hornet Moth (OY-DOK), og yderst til højre ses rutemaskinen (OY-DAJ) Kronprinsesse Ingrid, en Fokker F. XII, med motorerne i gang foran den lille hangar.
Kært barn har mange navne, og således også flyvepladsen ved Salten Langsø. Da den blev brugt til ruteflyvning hed den Silkeborg flyveplads. I Danish Air Pilot fra 1939 har den fået navnet Salten Langsø Private Flying Field, og senere i 1942, hvor den anvendes pga. den hårde isvinter, skifter den navn til Flyvepladsen Ry. Tyskerne kaldte den Rye, et navn som den beholdt som flygtningelejr, hvor navnet blev Flygtningelejren Rye Flyveplads. Pga. de mange forskellige navne gennem tiden, kan det være svært at argumentere for, at ét navn er mere korrekt end et andet. Den mest benyttede betegnelse i dag er vel Gl. Rye flyveplads, eller blot Rye flyveplads, som også er blevet navnet på denne hjemmeside.

I forgrunden de Havilland D.H. 89 Dragon Rapide (OY-DIN), og til højre de Havilland D.H. 90 Dragonfly (S-24) under besøg på Rye flyveplads i juni 1939. Venligst udlånt af Ry Lokalarkiv via Støtteforeningen for Ry Lokalarkiv ©

Hjemmesiden giver en gennemgang af flyvepladsens brogede historie – fra den spæde start i 1935 og frem til nutiden. Fra starten hvor den fungerede som privat flyveplads for Gunnar Larsen, via indenrigslufthavn hos Det Danske Luftfartselskab (DDL), hvor den blev kendt som Silkeborg flyveplads og en del af den jyske længderute, til tiden som flyveplads for Luftwaffe under krigen, og endelig som flygtningelejr efter krigen.

Udsnit af kort “A2610 GL RYE” udgivet af Geodætisk Institut i 1949. Kortet viser en indhegnet flyveplads og hangar. Kort via via Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering, historiskekort.dk

Baggrunden for denne hjemmeside er en interesse for områdets historie før, under, og efter anden verdenskrig. Mange der besøger området, og kigger på de tyske bunkers, forbinder nok pladsen med besættelsen, men som du kan læse om på denne hjemmesiden, har pladsen en meget mere omfattende historie. Denne historie gør området til et vigtigt kapitel i dansk flyvehistorie, og ikke mindst lokalhistorisk interessant. Området ligger i dag stort set øde hen, og har i dag udelukkende en historisk relation til flyvning. 

Bemærk venligst at dette udelukkende er en privat hjemmeside, udarbejdet af webmaster, til beskrivelse af områdets interessante historie. Hjemmesiden har intet at gøre med den nuværende drift og anvendelse af området, og siden har ingen kontakt med, eller på anden måde relationer til, områdets ejerkreds.