Felthangar/flyverskjul

På den anden side af vejen mod Sdr. Vissing, inde i skoven, ligger nogle tydelige voldanlæg, som var beregnet til parkering af fly. I et område, der måler ca. 100 x 500 meter, ligger der minimum seks af disse anlæg. De fleste er stadigt velbevarede, mens enkelte er hårdt mærket af tidens tand, og skovbruget i området. Der kan meget vel være flere, end de nævnte seks, skjult af skoven. Et enkelt sted, i den sydøstlige del af området findes en grøft, som kan have været en del af et løbegangssystem. I et smalt bånd ned mod Ny Vissingkloster var der placeret yderligere to felthangarer, men der er intet tilbage af disse i dag.

Kort- og Matrikelstyrelsen

Ovenstående luftfoto fra maj 1954 viser et område øst for flyvepladsen, som i dag for en stor dels vedkommende er vokset til med skov. Se en markering af de enkelte felthangarer, ved at holde musemarkøren over billedet. På billedet ses tydeligt mindst fem felthangarer med jordvolde. Den sjette (i den nederste cirkel) er noget utydelig, og det er ikke helt sikkert at dette er en felthangar.
Læg også mærke til den tydelige zig-zag formede løbegang i den øverste højre fjerdedel af billedet. Denne løbegang kan meget vel fortsætte inde mellem træerne. De to nederste felthangarer på billeder eksisterer ikke i dag, mens de øvrige stadig kan ses i skoven.

Bag hver felthangar findes tre udgravninger, der blev anvendt til henholdsvis mandskab, ammunition og brændstof/olie. På et engelsk efterretningskort benævnes dette område “east dispersal”, dvs. det østlige spredningsområde. Hermed forstås et område til parkering af fly, hvor de er beskyttet mod et eventuelt fjendtligt luftangreb. Denne beskyttelse ydes normalt vha. jordvolde.

Gunnar Larsens hangar fra 1939 var den eneste reelle hangar på pladsen, og det er derfor ikke underligt, at der har været behov for et supplement, og i tilfælde af angreb på pladsen ville hangaren heller ikke kunne yde nogen beskyttelse for flyene.

Skitse af felthangar. Indhakket er beregnet til flyets hale.

Dimensionerne er ca. 30 x 25 meter.

Til sammenligning havde Messerschmitt Bf 109 og 110 følgende dimensioner (længde x vingefang):

Bf 109 (E-7): 8,74 x 9,86 meter
Bf 110 (C-4): 12,65 x 16,27 meter