Skæbnen beseglet

Den 5-10. juni 1945 besøgte Udvalget angaaende Flyvepladser i Danmark en række flyvepladser, som havde været anvendt af tyskerne under krigen. Denne besigtigelse bestod i, at officerer ved enten den engelske eller tyske kommando på stedet gav en orientering om pladsen, som derefter blev fremvist. Dette resulterede i en betænkning afgivet den 10. december s.å. Heri blev der gjort rede for de enkelte flyvepladsers beskaffenhed og mulige fremtid. Rye flyveplads blev besøgt den 9. juni, og i betænkningen står der om pladsen:

Pladsen, som oprindelig var en privat flyveplads er ikke udvidet væsentligt af den tyske værnemagt. Den er reguleret lidt i kanterne og er en græsmark af længde 1200 m og bredde 700 m. Der findes et par barakker, som er opført af den tyske værnemagt; den oprindelige hangar forefindes stadig; der er installeret begrænsningsbelysning om pladsen.
Pladsen vil ikke kunne anvendes som offentlig lufthavn, men vil kunne få anvendelse som offentlig landingsplads, om det skulle ønskes“.

Dermed var Rye flyveplads’ videre skæbne beseglet. Udvalget mente ikke at pladsen egnede sig som offentlig lufthavn, som den havde fungeret i 1938 og 39. Den væsentlige grund til at pladsen var blevet brugt til ruteflyvning før krigen var da også, at der ikke eksisterede brugbare alternativer.
Specielt i de sidste par år af krigen havde tyskerne påbegyndt opførelsen af flere flyvepladser, som led i et invasionsforsvar. Efter krigen var der derfor opført (eller under konstruktion) en del moderne flyvepladser med betonbaner, bl.a. i Tirstrup. Rye flyveplads var med sin græsbane ikke længere tidssvarende, og mistede derfor sin betydning for dansk ruteflyvning og flyvning i det hele taget.
Som det fremgår var der dog ikke umiddelbart noget til hinder for, at Rye flyveplads igen blev en civil flyveplads, til privat brug. At den ikke blev det er formodentlig en kombination af flere årsager. Pladsen blev allerede inden krigens afslutning brugt som flygtningelejr, hvilket naturligvis besværliggjorde en anvendelse som flyveplads, selv om der på flyvefeltet ikke var placeret barakker. Vigtigere er det nok, at Gunnar Larsen efter krigen blev fængslet den 12. maj 1945, for at have samarbejdet med tyskerne. Først i april 1946, var man så langt i undersøgelserne at han blev løsladt. De fleste af anklagerne gik på hans tid som minister. Han blev efterfølgende idømt 10 måneders fængsel for værnemageri, fordi han havde ydet et lån til en geværbørstefabrik. Han blev dog frikendt i august 1947 af landsretten, en dom der senere blev stadsfæstet i Højesteret. Begivenhederne havde imidlertid gjort Gunnar Larsen bitter og skuffet. Han rejste derfor til Irland, hvor han blev irsk statsborger og direktør for en cementfabrik, der var grundlagt af F.L. Smidth & Co. Gunnar Larsen forlod altså Danmark og dermed også flyvepladsen, som han selv havde anlagt, og der var derfor ingen til at drive den videre i samme omfang som Gunnar Larsen. Gunnar Larsen døde den 1. februar 1973 i Irland.