Da den tyske kapitulation blev meddelt over radioen spredte frihedsglæden sig i Ry og omegn. Der var stadig mange tyskere i området, og derfor overtog modstandsbevægelsen kontrollen med byen i de følgende dage for at opretholde ro og orden. Den 15. maj 1945 blev der telefoneret fra Skanderborg til Ry om, at englænderne var på vej til byen. De engelske tropper var på vej mod Rye flyveplads men gjorde holdt i Ry, hvor de lod sig hylde af Ry-borgerne. De sidste tyske soldater forlod Ry den 25. maj.

Den 15. maj 1945 blev der udarbejdet en fortegnelse over tyske fly i Danmark, som er gengivet i Flyvehistorisk Tidsskrift nr. 4-92. Rye flyveplads figurerer ikke på denne liste, men efter et besøg på pladsen kunne man i Silkeborg Avis den 23. maj 1945 læse, at der udenfor hangaren stod et par enkelte maskiner og “så melankolske ud”. I samme artikel kan man i øvrigt læse, at tyskerne i foråret 1945 forsøgte at opstemme Salten Langsø.

Kapitulationen satte heldigvis en stopper for dette, og dæmningen blev hurtigt bortsprængt. Senere kunne man den 13. juni læse, at de sidste to tyske fly var blevet hentet af engelske piloter, som fløj dem til Karup (Grove). Det drejede sig om to fly af typen Fieseler Fi 156 Storch.

Disse to fly tilhørte, ifølge Jørn Junker, “Kommandierende General der Deutschen Luftwaffe in Dänemark”, som fra 1944 var placeret i Skanderborg, og Rye var dermed den nærmeste flyveplads. Flyene har formodentlig kun været på pladsen i kort tid inden befrielsen.

Silkeborg Avis beskriver ligeledes den 23. maj hvordan Rye flyveplads ser ud efter de fleste tyskere har forladt pladsen: “Det er for øvrigt et trist syn at køre over pladsen, nu vejen er genåbnet for trafik. Det ser ud som efter et ophørsudsalg. Tomme kontorer indenfor vinduerne og udenfor rod, pigtrådsspærringer, beskyttelsesgrave og minespærringer, skilte, der på tysk og dansk og nu på engelsk samt med dødningehovedets internationale symbol forkynder, at her er livsfare. Tomhed og ødelæggelse præger stedet…Selve landskabet er nu næsten ukendeligt. En ny betonbro er bygget over Salten Å, og vejene er lagt om, så man næsten ikke kan finde rundt. Den røde lynghede, den borthuggede plantage og de mange huse, har givet landskabet et helt andet præg, en ny, kedelig form for Gudenåkultur“.

Pladsen, der inden krigen var på ca. 150 tønder land, var i løbet af krigen kommet op på omkring 200. Efter kapitulationen forelå der et omfattende oprydningsarbejde bl.a. i forbindelse med de mange minefelter, som tyskerne havde anlagt i hele landet. I alt omkring 1,4 millioner miner, heraf flest fodfolksminer. Ved Rye flyveplads var der placeret 6.751 fodfolksminer. I kapitulations-betingelserne blev det bestemt, at tyskerne selv skulle stå for minerydningen – i enheden “Minenkommando Dänemark”. Minerydningen var selvsagt en risikabel affære, og den foregik ikke uden dramatik. Den 18. august 1945 mistede en tysk dreng livet på Rye flyveplads. Mens han hjalp med oprydningen på pladsen, fandt han en mine som eksploderede i hænderne på ham.

Efter krigens afslutning var det tid til at gøre op med værnemagerne. Det var dog ofte kun de små fisk man fik fat i, hvilket episoder fra Ry egnen også viser. Vagtmandskabet på flyvepladsen havde mistanke om indsmugling af sortbørs varer til tyskerne på pladsen. Man anholdt derfor en lokal slagter, som indrømmede at have solgt fødevarer til kantinen på flyvepladsen før kapitulationen, på trods af, at slagtervarerne egentligt var tiltænkt den danske kundekreds. I Aalborg blev der afsløret et firma, som frem til slutningen af 1943 bl.a. havde udført camoufleringsarbejde, og som havde leveret til bl.a. Aalborg, Karup og Rye flyvepladser. Der blev desuden ført retssager mod personer, som havde haft job som uniformeret vagt på flyvepladsen. Som årsag til at de begyndte at arbejde for tyskerne nævnte nogle, at det simpelt hen var bedre betalt end dansk arbejde.