Det Danske Luftfartselskab (DDL) blev oprettet i 1918, men først den 7. august 1920 åbnnede den første egentlige rute fra Luftmarinestationen på Refshaleøen til Warnemünde via Malmø. Flyvningen skete i en ombygget Friedrichshafen F.F. 49 med plads til to passagerer. Senere i september samme år åbnede ruten fra den gamle militære flyveplads ved Kløvermarken til Hamburg.
Frem gennem 1920’erne fortsatte flyvningerne primært mellem København og Hamburg.
I april 1925 åbnede Kastrup Lufthavn, Danmarks første egentlige lufthavn, som den fortsatte med at hedde, indtil navnet i 1939 blev ændret til Københavns Lufthavn. Efter åbningen flyttede DDL sine flyvninger til Kastrup.
Bortset fra isflyvning i 1929, mellem København og Marslev, åbnede den første indenrigsrute i 1936 mellem København og Aalborg, hvor Gunnar Larsens private plads ved Rørdal cementfabrik blev anvendt. Det blev aftalt med Aalborg kommune, at kommunen selv skulle anlægge en lufthavn inden for to år, hvis ruten til København blev en succes. For at kunne gennemføre flyvningerne, blev datterselskabet Provins Luftfartsselskabet oprettet, idet DDL pga. støtte fra staten kun måtte deltage i “Danmarks deltagelse i driften af de internationale luftruter”. Til flyvningerne blev der lånt en Fokker F. VII af moderselskabet. Rejsetiden mellem København og Aalborg var 6½ time med lyntog, hvilket blev reduceret til én time og 20 minutter med den nye luftrute.
Året efter, i 1937, blev Esbjerg tilføjet de indenlandske ruter, som man nu kunne flyve til både Aalborg og Esbjerg fra København. I 1938 åbnede som lovet den nye lufthavn i Aalborg, der stadig bruges den dag i dag.
Som forsiden af FLYV nr. 10 fra 1936 ganske fint illustrere herunder, kan man undre sig over, at Århus ikke var en del af planerne for de første indenrigsruter, men den århusianske borgmester udtalte, at man sov så godt på turen mellem København og Århus (i toget), hvilket understregede den manglende interesse.
Tiden var således kommet til at Rye flyveplads kunne indtræde i den indenlandske ruteflyvning i 1938.