Denne side er dedikeret Helmuts oplevelser som tysk flygtning i Danmark fra 1945 til 1947. Helmut er stadig i live, så efter aftale med Helmut og familien i Australien, bruges kun hans fornavn. Helmut flyttede i 1952 til Australien, og hans oplevelser som beskrives herunder er baseret på notater fra hans datter Sharon, foretaget i november 2022.

Helmut blev født den 23. april 1930 i byen Rosenberg, det nuværende Susz i Polen, i Vestpreussen. Han var således 14 år da han ankom til Danmark i marts 1945.

Flugten til Danmark

Som mange andre flygtede Helmut sammen med sin mor, Amanda, og søster, Doris, fra de fremrykkende russiske styrker i krigens sidste måneder. På stranden ved Leba (nuværende Łeba i Polen), ved Østersøen, kom de ombord på et skib, og herefter gik turen med skib via Rügen til Danmark og Horsens.

Familien ankom til Danmark den 27. marts 1945, og blev i Horsens indkvarteret på Bygholm i det vestlige Horsens.

På dette tidspunkt var der omkring 600 tyske flygtninge på Bygholm. En opgørelse fra 7. maj 1945 angiver 693 flygtninge, mens nedenstående dokument fra 28. maj 1945 angiver tallet til 638 flygtninge.

Samtidig med flygtningene var også militære enheder stationeret på Bygholm, og Helmut kom her til at fungere som hjælper for en af de tyske soldater. Det drejer sig sandsynligvis om en soldate fra den tyske pionerskole, der primært forestod mineuddannelse.

Ifølge oplysninger fra Stockholmsarkivet dateret 1. marts 1945 var general von Hanstein ankommet til Horsens og flyttet ind på Bygholm. Generalen var ankommet for at ordne underbringelse og forplejning for de tyske flygtninge i Jylland. Senere oplyses det at Bygholm er hovedkvarter for omkring 100 officerer. Soldaten som Helmut havde kontakt til kan dermed også stamme fra disse styrker.

Rye Flyveplads

Under overskriften “Bliver de tyske flygtninge i Danmark i vinter?” skrev Horsens Avis fredag den 6. juli 1945:

Chefen for SHAEF’s flygtningekommission, general Crew, der har sæde i København, besøgte i går Ry Flyveplads sammen med kaptajnerne Hjelmfeldt og Malling.
Som omtalt er det hensigten at indrette Ry Flyveplads som en opsamlingslejr for tyske flygtninge, og efter de foreløbige kalkulationer, som er gjort, skal der kunne indrettes plads til mindst 10.000 personer. Flytningen af flygtningene i Danmark til Ry vil blive påbegyndt på mandag, og man håber at få flygtningene på Bygholm fjernet, så minekommandoen kan stationeres der, hvorved statsskolen frigøres.
[…] General Crew fandt lejren udmærket anvendelig som flygtningestation. Der var system i det, sagde han.

Den 9. juli 1945, altså den ovenfor nævnte mandag, ankom Helmut sammen med sin mor og søster til flygtningelejren på Rye Flyveplads, som general Crew fra SHAEF’s (de allierede styrkers hovedkvarter) flygtningekommission ugen forinden havde inspiceret og fundet anvendelig.

Ifølge ovenstående indberetning var der med ankomsterne den 9. juli 1945 i alt 1214 tyske flygtninge i lejren på Rye Flyveplads. Helmut var således blandt de første tyske flygtninge der ankom til flyvepladsen, hvilket passer fint med hans erindring om at ankomme til en stor tom flyveplads, med behagelige omgivelser, omgivet af skove og søer.

Indkvartering

Ankommet til Rye blev Helmut, sammen med sin mor og søster, indkvarteret i en af to barakker, som lå lidt afsondret fra de øvrige barakker, med udsigt over en sø. Baseret på denne beskrivelse kan der kun være tale om de to barakker ved Blidsø, som tyskerne byggede kort efter besættelsen i 1940. På kort over flygtningelejren har Helmut identificeret barakken som barak nr. 9 – den nordligste af de to mandskabsbarakker ved Blidsø.

Nedenstående luftfoto viser barakkerne ved Blidsø. Ved søen ses en badebro, som Helmut husker fra sin tid i lejren og hvorfra han fiskede. Søen lå i lejrens udkant og var derfor omgivet af pigtråd.

Helmut har beskrevet, at han boede i det andet værelse på venstre hånd, når man kommer fra søen. I det første værelse boede barakformanden, som fandtes i hver af lejrens barakker. Hans seng var den første på højrehånd, når man kom ind i værelset. Helmut havde den øverste køje, og i køjerne nedenunder sov hans mor og søster. Hans seng er markeret med rødt på nedenstående tegning af barak nr. 9. Det kan ikke ses på tegningen, hvordan barakken vender, så det er antaget at nord er opad, så den venstre del af barakken vender ned mod Blidsø.

En opgørelse på Rigsarkivet viser, at der den 23. september 1945 i alt var 216 køjepladser og 202 personer i barak nr. 9, således at der var 2,1 m² per person. I det rum hvor Helmut boede med sin mor og søster var der plads til 20. Det passer ganske fint med, at Helmut husker der boede 15-20 personer i samme værelse.

I deres værelse var der 2-3 familier. De tre fra Helmuts familie, en katolsk kvinde og hendes to døtre, samt yderligere en eller to familier.

Om natten var der brandvagt ved barakkerne, som skulle alarmere de øvrige beboer i tilfælde af brand. Som en af de større drenge var Hemut en del af brandvagten, som på skift havde vagt om natten.

Mad

Maden skulle hver dag hentes i et centralt køkken. Lejren havde flere køkkener, men med den tidlige ankomst til lejren, er der højst sandsynligvis tale om den oprindelige tyske kostforplejning. De øvrige køkkener blev først bygget i forbindelse med udvidelsen af lejren med området kaldet Ry II i 1946.

Ovenstående kloakplan for køkkenbarakken, den tidligere tyske kostforplejning, viser tydeligt placering af de to køkkener, mælkeudlevering og et dansk kontor. Rummet benævnt “Dansk kontor” husede lejrens danske administration, som i en lang periode blev ledet af kaptajn Hjelmfeldt.

En gang om dagen blev maden hentet ved køkkenet og bragt tilbage til barakken. Det var ikke tilladt at tilberede mad i barakken, og Helmut husker ikke hvor maden blev tilberedt. Han kan dog huske, at der blev indsamlet grene i de omgivende skove, til at lave et lille bål udenfor, men husker ikke om der blev tilberedt mad over bål.

Helmut husker, at han var med til at fange fisk i søen, formodentlig aborre, som blev tilberedt og spist. Disse blev muligvis tilberedt over bål, men det husker han ikke klart.

Fiskeri

Helmut husker en mand i lejren med en klumpfod, som angiveligt var irsk eller skotsk. Det er dog næppe sandsynligt, at der i en lejr for tyskere befandt sig en irlænder eller skotte. Selvom han nok husker nationaliteten forkert, lærte denne ca. 25 årige mand Helmut at fiske med hjemmelavet spyd i søen.

Helmut fortæller at manden lærte ham at fiske med spyd om natten, når han havde brandvagt. Det var ikke et rigtigt spyd, nærmere et special designet fork med flere skarpe kroge.

På broen i Blidsø spredte de brødkrummer i vandet for at tiltrække fiskene, hvorefter de ventede, ubevægelige, på at en skygge skulle dukke op. Når fisken så kom under fiskespyddet, forsøgte de at spiddede fisken.

Skolegang

Skolen lå tæt på den store køkkenbarak. Her lærte Helmut bl.a. stenografi af en tysk kvindelig flygtning (fru Rauch eller Roche), som kunne stenografi og derfor underviste eleverne i dette. Helmut beretter, at han til sidst blev ganske god til stenografi, så han endte med at gå fra kunne skrive enkelte ord til hele sætninger.

Nedenstående bevis viser, at Helmut i perioden fra 10. april 1947 indtil sin hjemrejse modtog undervisning på flygtningelejrens handelsskole – Handelsschule im Flüchtlingslager Rye – med bedømmelsen “meget god” – sehr gut – i stenografi.

Landmine

Helmut husker at have set andre børn fra lejren fremvise stumper og stykker af eksploderede landminer, som de havde fundet i området omkring lejen. Helmut beskriver dem som stumper af træklodser. Efter krigen var minefeltet omkring flyvepladsen blevet ryddet og minerne bortsprængt, men hans oplevelser viser, at der stadig kunne findes ueksploderede miner omkring flyvepladsen.

En dag besluttede tre unge drenge, Helmut, en polsk dreng og en anden dreng, som alle tre boede i de to barakker ved Blidsø, at lede efter nogle af disse rester af landminer.

En af drengene samlede en op og råbte til sine kammerater: “Jeg har en!”. Så var der en stor eksplosion, og drengen blev sprængt i stykker. Det var naturligvis en meget rystende oplevelse for Helmut og resten af lejren.

Den tragiske ulykke blev omtalt i flere af de lokale aviser. Horsens Avis skrev således den 18. august 1945 om hvordan drengen, sammen med nogle andre tyske drenge, havde hjulpet med at rulle pigtråd op i udkanten af flyvepladsen. I skoven fandt han en mærkelig ting lavet af træ, og da den så yderst interessant ud, besluttede han sig for at undersøge den nærmere. Han bankede og hamrede på den med det resultat, at der skete en voldsom eksplosion.

Detonationen blev hørt af flere mænd, der arbejdede i nærheden, og da de ankom, fandt de drengen liggende med brystkassen revet op. Han var blevet dræbt på stedet.

Da eksplosionen lød, skyndte en gruppe vagter sig straks til det sted, hvorfra detonationen kom, hvor de mødte to tyske drenge, som fortalte om ulykken.

Det blev efterfølgende antaget, at en af de miner som var blevet bortsprængt, hundrede af gangen, var fløjet væk uden at eksplodere, og det var denne, som drengen havde fundet.

Selvom drengens navn kendes, er det ikke lykkedes af finde hans navn i nogen af kirkebøgerne for de omkringliggende sogne, men eftersom flygtningelejrens kirkegård først blev etableret i 1946, må han været blevet begravet udenfor lejren. Sammen med gravene for de øvrige tyske flygtninge, der mistede livet i Rye Flygtningelejr, blev hans grav i 1966 flyttet til den tyske gravlund ved Gedhus syd for Karup.

Afrejse

Hver dag begav flygtningene sig til lejrens postudleveringen, hvor de i kø spændt ventede på at høre nyt fra familien i Tyskland – om disse stadig var i live, og hvor de i givet fald befandt sig.

Gennem årerne i flygtningelejren hørt familien en efter en fra savnede familiemedlemmer, der var i live og nu befandt sig i det vestlige Tyskland. Den første der kom nyt fra var faderne, Otto, som det var lykkedes at komme til Hamborg.

Senere kom der besked fra broderen, Harry, der havde været i hæren under krigen. Han befandt sig nu i Gifhorn, nær Wolfsburg, ved dårligt helbred, men trods alt i live. Han blev passet og plejet af en lokal familie, og endte med at gifte sig med familiens datter.

Til sidste kom der også besked fra den sidste bror, Günter. Hele familien havde således overlevet krigen og befandt sig enten i Danmark eller i det vestlige besatte Tyskland.

Inden familien kunne blive genforenet i Tyskland, skulle faderen bevise, at han havde fundet en passende bolig, som kunne huse familien.

Den 12. november 1947 fik familien tilladele til at rejse fra Rye til Tyskland via Vojens, som det fremgår af ovenstående dokument. Som Helmut husker det, blev de sendt med lastbil til Hamborg. Dokumentet er underskrevet af lejrkommandanten, kaptajn Hjelmfeldt, blot få dage før han den 17. november blev suspenderet fra tjeneste pga. beskyldninger om underslæb.

Kilder

Arkiv:
Rigsarkivet, OX-2D18 Horsens Flygtningelejr, Statistik (1945 – 1947)
Rigsarkivet, OX-2D20 Ry Flygtningelejr, Kosrrespondance m.m.
Rigsarkivet, 1846 Flygtningeanministrationen, 122 Baraktegninger
Rigsarkivet, 1846 Flygtningeanministrationen, 194 Ry-området
Rigsarkivet, 1846 Flygtningeanministrationen, 188 – Sanitetstjenesten

Aviser:
Horsens Avis, 1945

Personer:
Helmut og Sharon
Dan Mouritzsen
Martin Toft Madsen

Thank you very much to Helmut and his daughter, Sharon, for sharing the story and allowing me to publish it on this website.