Optakt til angrebet den 2. maj 1940

Sidst i april 1940 var evakueringen af de allierede tropper i Norge ved at blive aktuel, og Air Ministry var derfor interesseret i de flyvepladser, der blev brugt som mellemstation for fly på vej til Norge fra Tyskland, og hvorfra Luftwaffes bombefly kunne forstyrre evakueringen. I denne forbindelse fik Rye flyveplads fjerde højeste prioritet af Bomber Command, efter Sola, Fornebu og Rødslet (Aalborg West). Grunden til, at en lille flyveplads som Rye blev tillagt så stor betydning af Bomber Command var, at man den 28. april i Air Ministry havde modtaget et telegram fra Stockholm. Telegrammet nævnte, at Aalborg Lufthavn midlertidigt var ubrugelig, og at 200 fly derfor brugte Rye. Hvem der stod bag denne meddelelse vides ikke med sikkerhed, men da Gunnar Larsen efter befrielsen blev afhørt om sit forhold til værnemagten, erklærede han, at han i april 1940 havde haft kontakt med Secret Service.

Rekognoscering over Rye

Den 29. april fik flyvepladsen Watton i England ordre på at udføre rekognoscering over Aalborg og Rye, med rekognosceringen over Rye som første prioritet. Klokken 13.05 startede en Bristol Blenheim Mk. IV fra No. 21 Squadron med kurs mod Rye, for at finde ud af hvilke og hvor mange flytyper der fandtes på pladsen, samt hvor de var placeret. På turen over Nordsøen havde der været lavthængende skyer, men ud for den danske kyst klarede vejret op. Besætningen besluttede sig derfor til at vende om, fordi de ikke ville have mulighed for at gemme sig i skyerne, hvis de blev opdaget af tyske jagere. For at beskytte besætningerne var der forbud mod at fortsætte togtet, hvis der ikke var tilstrækkeligt skydække, til trods for at det fine vejr gav optimale betingelser til at tage luftfotos.

Af hensyn til den kommende dags togter var det vigtigt at få klarlagt, om Rye havde så stor betydning, som Stockholm-telegrammet antydede. Dagen efter, den 30. april, blev der derfor gjort et nyt forsøg på at gennemføre rekognosceringen over Rye. Betydningen af denne mission understreges af, at Rye skulle overflyves under alle omstændigheder, også selvom der var helt skyfrit.

Denne gang blev der afsendt to Blenheims, som startede omkring klokken 10 fra Watton. Også denne dag var vejret klart over Danmark, men man valgte at fortsætte mod Rye. Flyvepladsen blev overfløjet omkring klokken 12.40 i ti minutter. Den ene besætning observerede tre skure i den nordøstlige del af pladsen, desuden observerede man 17 fly, som de identificerede som værende af typen Heinkel He 111, fire firemotorers fly taxiede på flyvefeltet og tre grupper af 12 fly. Den anden besætning observerede 18 He 111. Dele af I./LG 1 (I. Gruppe/Lehrgeschwader 1) lå på dette tidspunkt på Rye med omkring 20 He 111. Besætningernes angivelse af antallet af He 111 passer altså med I./LG 1’s styrke. Den sidst nævnte besætning har tilsyneladende ikke observeret de andre fly, heller ikke de firemotorers fly, selv om de to besætninger befandt sig i området samtidig.

Forvirring omkring antallet af fly

Efter hjemkomsten gik fototyderne i gang med at undersøge billederne taget over Rye flyveplads. I første omgang blev der meldt om 28 fly af typen Junkers Ju 88 eller He 111, dagen efter var dette blevet til 19 He 111 og 11 BV 142.

Efter få dage var tallet helt oppe på 60 fly. Usikkerheden i disse opgivelser understreges af, at der på dette tidspunkt kun fandtes fire fly af typen Blohm und Voss BV 142. BV 142 var et firemotorers rekognosceringsfly udviklet på baggrund af firmaets pontonmaskine Ha 139 (udviklet mens firmaet hed Hamburger Flugzeugbau).

Den første prototype stod færdig i oktober 1938, og ved krigsudbruddet i ’39 var antallet oppe på fire (V1-V4). Typen var oprindelig tænkt til indsættelse på postruter, men ved krigens start blev den modificeret til rekognosceringsopgaver. V1 og V2 tilgik de operative enheder i foråret 1940. V3 og V4 skulle også have været ombygget, men pga. mangel på langdistance transportfly, blev de indsat under invasionen af Danmark og Norge i KGr.z.b.V 105 (Kampfgruppe zur besonderen Verwendung). BV 142 levede ikke op til forventningerne som rekognosceringsfly, og både V1 og V2 blev trukket tilbage fra aktiv tjeneste i 1942.

Der deltog altså kun to BV 142 under invasionen af Danmark og Norge. Tallene angivet af den engelske efterretningstjeneste er derfor stærkt overdrevne. Samtidigt mener lokale folk, at der på dette tidspunkt kun har været omkring 20-30 fly på pladsen, og ingen større fly, hvilket stemmer overens med styrken fra I./LG 1.

Flyvefeltets størrelse og årstiden taget i betragtning er det desuden tvivlsomt om et fly af denne størrelse har været placeret på Rye. Man forsøgte også senere at dræne pladsen for at gøre den mere anvendelig. Senere i krigen (1942) havde et fly af den lidt større type Focke-Wulf Fw 200 stort besvær med at lette fra Rye, selvom man havde fjernet al overflødig last. Det har dog ikke været muligt at bekræfte denne øjenvidneberetning vha. officielle optegnelser. Ifølge Jess Petersen, Århus, var flyet formodentlig ikke tomt, idet man ofte havde forsyninger med retur. Han fortæller, at øjenvidnet var ved at pløje, og han var tæt på at blive ramt af det lavtgående fly.

Selvom der var uenighed om, hvor mange fly der befandt sig på pladsen, stod det klart, at rapporterne om, at der skulle være placeret 200 fly, var stærkt overdrevet, hvilket man sandsynligvis godt var klar over, pladsens størrelse taget i betragtning. Bomber Command opgjorde antallet af fly på Rye til 60, på trods af at man kun kunne se 28 fly på de mange luftfotos. Hvor usikker meldingerne fra fototyderne end var, så var man overbevist om, at flyvepladsen udgjorde en potentiel fare for den allierede evakuering, og man besluttede at bombe Rye. I angrebsdirektivet fra den 30. april, udarbejdet inden resultatet af rekognosceringen forelå, blev angrebene på Rye og Aalborg fastlagt til samme aften, med det forbehold at angrebet på Rye skulle afblæses, hvis rekognosceringen ikke viste tysk aktivitet. Vejrforholdene gjorde dog, at angrebet på Rye blev udsat i 24 timer, samtidigt med at angrebsstyrken mod Aalborg blev reduceret. Vejret var ikke meget bedre den følgende dag, hvorfor angrebet igen blev udsat.

Angrebet den 2. maj 1940

Den 2. maj var alle forhold tilfredsstillende for at gennemføre angrebet. Angrebet blev, uden at gentage rekognosceringen, fastsat til at bestå af tre angrebsbølger. På dette tidspunkt har flyvepladsen dog formodentlig været stort set tømt for fly, men der var placeret en del materiel rundt på pladsen mellem træerne.

Første angrebsbølge

Første angrebsbølge fra No. 21 Sqn. startede fra Watton klokken 18.50 dansk tid, og bestod af seks Blenheim Mk. IV, som skulle angribe i to sektioner på hver tre fly. Flyene medbragte hver 2 stk. 250 lbs. sprængbomber og to containere med 55 stk. 4 lbs. brandbomber. Deres opgave var primært at antænde brande for at markere målet for de efterfølgende angrebsbølger. Kort efter starten svigtede radioforbindelsen i den ene sektion, som derfor angreb målet enkeltvis. De seks fly ankom til Rye omkring klokken 21.30 i en højde af 10.000 fod.

Det første fly til at angribe var YH-A fløjet af Squadron Leader Gibson:

YH-A: kastede to 250 lbs. sprængbomber og to containers med brandbomber, som ramte flyvefeltet.

YH-F: kastede to 250 lbs. sprængbomber og en container med brandbomber, dog uden at der blev observeret træffere.

YH-M: kaster brandbomberne over den østlige del af pladsen, uden at der observeres virkning.

YH-P: kaster brandbomberne over den østlige del af pladsen, uden at der observeres virkning.

YH-L: kaster brandbomberne over den østlige del af pladsen, uden at der observeres virkning.

YH-G: kaster brandbomberne over den miderste del af pladsen. Man observerede ikke hvor 250 lbs. Bomberne ramte.

Under de to første flys angreb havde tyskerne forholdt sig passivt, herefter blev der affyret enkelte maskingeværsalver, skud fra en luftværnskanon nord for Salten Langsø og to røde søgelys blev tændt. Desuden blev der affyret en rød signalraket, som angiver at fly midlertidigt ikke må lande på pladsen. Tyskerne har tilsyneladende antaget de engelske bombefly for at være tyske. Brandbomberne antændte adskillige brande rundt på pladsen. De brandbomber, der faldt på flyvefeltet, var dog ikke i stand til at starte større brande. De større brande i træerne rundt om pladsen blev hurtigt slukket af tyskerne, der fik hjælp af lokale fra Gl. Rye. På turen tilbage til Watton mente besætningerne at kunne se glimtet fra en detonation ved Rye, formentlig en tidsforsinket sprængbombe, da de befandt sig over Blåvandshuk. Alle maskinerne vendte tilbage til Watton i god behold. Efter hjemkomsten mente nogle af besætningsmedlemmerne at have observeret fly parkeret på pladsen.

Anden angrebsbølge

Anden angrebsbølge fra No. 9 Sqn. startede fra Honington omkring klokken 19 dansk tid, og bestod af seks Vickers Wellington Mk. IA. Pga. læk i det hydrauliske system vendte det ene fly om efter ca. 150 km flyvning.

Hovedparten af flyene var ikke i stand til at finde målet. Tre fly fløj rundt over området i en times tid uden at finde målet, hvorefter de vendte tilbage til Honington med fuld bombelast. Tyskerne har formodentlig haft “Plan- und Notfeuer-Verbot” og afslørede derfor ikke deres position. De to sidste fly kastede deres last, uden at besætningerne observerede, hvor bomberne ramte.

Resultatet af anden angrebsbølge er meget tvivlsomt. Pga. forkerte informationer vedr. vejret var formationen kommet langt væk (ca. 120 km) fra den planlagt rute. Denne navigationsfejl bevirkede at de to fly, som fandt frem til målet, først ankom netop som flyene fra tredje angrebsbølge foretog deres angreb. De to fly valgte derfor at vente ca. 10 minutter inden de selv angreb; de så dog ikke hvor de havde kastet deres bomber.

Tredje angrebsbølge

Tredje angrebsbølge fra No. 38 Sqn. startede fra Marham klokken 19.45 dansk tid, og bestod af seks Wellington Mk. IA og IC:

HD-V: flyet var ikke i stand til at finde målet, og vendte tilbage til Marham med fuld bombelast.

HD-X: angreb formodentlig som den første, men det vides ikke hvor bomberne blev kastet.

HD-G: angreb som nummer to klokken 23.08. Efter dette angreb blev der observeret en grøn signalraket, som formodentlig skulle advare tyske enheder i området.

HD-E: angreb målet klokken 23.18.

HD-F: besætningen observerede ingen brande, men så lysglimtene fra deres bomber da de detonerede. Besætningen observerede klokken 23.00 et fjendtlig fly på vej væk fra pladsen, dog uden at det kom til kamp.

HD-T: kastede bomberne i en linie fra sydøst mod nordvest klokken 23.25.

Også under dette angreb var den tyske reaktion meget begrænset. Kun et enkelt fly observerede, at de blev beskudt af tre korte byger fra et maskingevær i nærheden af målet. Angrebet blev yderligere besværliggjort af en effektiv mørkelægning i området.

Resultatet

Som det fremgår af beskrivelsen ovenfor, var angrebet mod Rye flyveplads langtfra nogen succes, og der blev kun anrettet minimale skader på selve flyvepladsen. Kun 7 af de 12 Wellingtons kastede deres bombelast som planlagt over målet, i alt 42 sprængbomber, heraf 10 med forsinket tændsats. Til sammenligning kom Bomber Command, efter luftangrebene i Norge og Danmark, frem til, at der skulle nedkastes mindst 160 stk. 250 lbs. sprængbomber, for midlertidig at sætte en flyveplads ud af spillet.

På Gl. Rye Mark faldt der 20 brandbomber, hvorved et hus nedbrændte. Ved Sdr. Vissing Mark faldt der fem sprængbomber, som alle detonerede, hvorved seks bygninger blev beskadiget og en person såret. Ved Vrold Mark, 10-15 km fra flyvepladsen, blev der kastet fem sprængbomber, hvoraf fire detonerede og en bygning blev beskadiget. Udover materielle skader var der også en del markskader, men ingen af bomberne ramte Rye flyveplads (denne kilde rummer kun informationer fra civilt område, og altså ikke fra de tyske militære områder).

Sprængbomberne forårsagede huller på flyvefeltet, men disse blev hurtigt fyldt op igen. En bombe som faldt i nærheden af Rødesø ødelagde en højspændingsledning, som tyskerne havde trukket fra Addit, hvorved strømforsyningen til pladsen blev afbrudt. Ledningen blev dog repareret allerede næste dag.

Angrebet gav anledning til en del nervøsitet ved Ry Station, hvor mange tankvogne fuldt lastet med benzin udgjorde en potentiel fare for hele byen. Helt til Silkeborg kunne man høre de tunge, dumpe drøn overalt i byen, og vinduerne klirrede.

Ifølge aviserne var der heller ikke tale om nogen større succes, selv om de naturligvis kun kunne bringe hvad der blev frigivet af tyskerne. Man kunne således læse i Silkeborg Avis den 4. maj: “Det tyske efterretningsbureau meddeler: Om de engelske luftangreb i Norge og Danmark i går meddeles, at engelske flyvemaskiner angreb flyvepladsen i Stavanger, mens der i aftentimerne foretoges to luftangreb på flyvepladsen ved Ry i Danmark.
…Da det tyske luftforsvar blev sat rettidigt og virkningsfuldt ind mod de fjendtlige flyvemaskiner, strandede alle disse angreb. De i flæng nedkastede spræng- og brandbomber anrettede ingen skade, kun en lade ved flyvepladsen ved Ry gik op i luer, da brandbomberne havde stukket et lille hedeareal i brand. Selve branden blev straks slukket. Det fastslås fra autoritativ side, at afvigende beretninger fra det engelske luftministerium savner ethvert grundlag“.

Resultatet af angrebet var, iflg. interne Luftwaffe kilder, enkelte brandbomber på flyvefeltet, en tankvogn gennemhullet hvorved indholdet løbet ud og en let såret.

Bombningen natten til den 3. maj var det eneste angreb mod pladsen under krigen, som herefter ikke blev vurderet som et vigtigt mål. Resten af krigen var der relativt fredeligt omkring flyvepladsen, der ikke længere havde større betydning for tyskerne. Der blev kun foretaget sabotage mod pladsen en enkelt gang, hvor en ung mand skar nogle telefonledninger over.

Den dag i dag mærker man dog stadig til angrebene dengang i 1940. Der er således en aftale med savværkerne om, at der i tømmer fra visse områder syd for Salten Langsø kan forekomme jern- og bombesplinter.