I et samfund af denne størrelse kunne dødsfald ikke undgås. I starten blev de døde begravet på kirkegårde udenfor lejren, men i påsken 1946 fik lejren sin egen kirkegård.
Da de sidste 200 flygtninge forlod lejren den 19. november 1948, fik kirkegården lov til at forfalde indtil 1964, hvor unge tyskere istandsatte de 135 grave.
Billedet herover viser et udsnit af luftfoto fra maj 1954, hvor kirkegården tydeligt skiller sig ud fra det omgivende terræn.
Der blev i 1962 indgået en aftale med Forbunds-republikken Tyskland, som indebar sammenlægningen af 475 kirkegårde til 34 større gravpladser, under ledelse af organisationen Volksbund Deutsche Kriegsgräberfürsorge. I 1966 blev gravene på Rye flyveplads flyttet til en fælleskirkegård i Gedhus, og der er således i dag ingen spor efter kirkegården.
På billedet herunder ses de simple trækors, som er placeret ved hver grav. I midten ses det fem meter høje kors, som dengang kunne ses på lang afstand.
Billeder herunder er sandsynligvis taget en gang i starten af 1950’erne. Sammenlignet med billedet herover er kirkegården langsomt ved at gro til. I baggrunden ses skoven nord for Blidsø og bakkerne nord for Salten Langsø.
Sdr. Vissing Sogn havde tidligere et originalt kors, der stammer fra begravelser på kirkegården i Sdr. Vissing, men det er nu overdraget til Museet på Gl. Rye Mølle.
Billedet herover viser korset fotograferet på museet i juni 2021. Navnet på korset er Eduard Bauschke, der blev født den 27. februar 1869 i Trawitz, Vestpommeren, og døde den 7. februar 1946. I følge Sønder Vissing Flygtningeprotokol blev han begravet på Sdr. Vissing kirkegård den 11. februar 1946.
Det hænger fint sammen med, at kirkegården i flygtningelejren først blev anlagt i påsken 1946 – første registrerede begravelse er 16. april 1946. Han er efterfølgende, som mange andre, blevet overført til fælleskirkegården i Gedhus, nærmere bestem blok 2, grav nr. 42.
