Huset “Lillebo” som var beliggende helt ud til vejen, lige efter Salten Å, blev bygget i 1937, og beslaglagt af tyskerne ved deres overtagelse af flyvepladsen. Tyskerne brugte den efter sigende til vagtlokale, og i forbindelse med flygtningelejren blev den brugt som aflusningslokale. Ved lukningen af flygtningelejren overgik Lillebo igen til sit oprindelige formål.
Ifølge Jess Petersen blev der i starten af krigen placeret et maskingevær på taget, som blev brugt til at beskyde de engelske bombefly under angrebet på pladsen i maj 1940. Dette blev dog hurtigt fjernet igen, fordi taget ganske enkelt ikke var stærkt nok.
I løbet af sommeren 1939 blev den eksisterende isbod på pladsen udvidet til også at omfatte et traktørsted. Herover ses en annonce for Traktørstedet “Rye Bro” som blev bragt i Silkeborg Avis den 15. august 1939. Der er her sandsynligvis tale om netop Lillebo, som var beliggende kun få meter fra broen over Salten Å, Rye Bro, der altså fungerede som traktørsted, hvor man som annoncen fortæller kunne købe kaffe, øl og sodavand.
Huset er senere nedrevet.