
Hundsø ligger 7-8 km sydvest for flyvepladsen, nord for Bryrup. Ifølge lokale kilder findes der, ca. 1⁄2 meter under sandet, en betonrampe, der går 8-10 meter ud. Sandet er lagt ud af Them kommune, for at gøre søen bedre egnet til badning. Ifølge rygterne brugte tyskerne fra Rye flyveplads søen til at vaske deres lastbiler og andre køretøjer.

Det har ikke været muligt at få dette bekræftet andre steder, og umiddelbart virker det usandsynligt, at tyskerne anlagde en vaskeplads så forholdsvis langt fra flyvepladsen, idet flyvepladsen er omgivet af mange søer inden for en meget lille radius. Det ville derfor være mere nærliggende at anvende en af disse søer i stedet for. Samtidigt er søen beliggende i et større skovområde, hvilket sandsynligvis også var tilfældet dengang, og sammen med det bakkede landskab gør det, at søen næppe har været nem at komme frem til med lastbiler. Desuden ses der på luftfotos fra 1954 ingen tydelige tegn på en vej ned til søen.