Telefon Unterstand

Denne bunker ligger sydvest for den store Gefechtsstand bunker og er helt nedgravet. Bunkeren er næsten symmetrisk udformet med indgang i begge ender. Den eneste afvigelse fra symmetrien er størrelsen på de to indre rum.

På væggene er der spor efter trælister, som enten er rester fra støbningen eller de sidste rester af en vægbeklædningen. Langs væggene er der desuden et antal udluftningskanaler – i alt 7 stk. Derudover er der i den ene ende indstøbt to rør i muren. I disse to rør er der stadig rester af kabler, og desuden ser der også ud til at være kabelrester i nogle af udluftningskanalerne (se tegningen nederst på siden).
At dømme efter udformningen, har bunkeren formodentlig været anvendt til opbevaring af ammunition e.l., men det er uvist om det rent faktisk er en ammunitionsbunker.

Der findes ingen konkrete oplysninger om bunkernes anvendelse, men der gættes primært på, at den har været anvendt som ammunitionsbunker. Det vides med sikkerhed, at der rundt på flyvepladsen var opmagasineret en del ammunition, så denne anvendelse er altså ikke usandsynlig.

I følge hollandske kilder var der på de tyske flyvepladser i Holland ofte placeret en såkaldt Telefon Unterstand bag den store Gefechtsstand. På Rye flyveplads ligger denne bunker ca. 150 meter sydvest for Gefechtsstand bunkeren.
Ved at sammenligne tegninger fra Holland med bunkeren på Rye ses der visse ligheder, både hvad angår størrelse og udformning. Det er derfor ikke utænkeligt, at bunkeren på Rye rent faktisk er en Telefon Unterstand og ikke en ammunitionsbunker.

Bunkeren er opmålt indvendigt, men eftersom den er dækket med jord, er det ikke muligt at se den udvendige udformning. Ovenstående tegning er derfor kun et kvalificeret gæt på hvordan bunkeren ser ud, baseret på en indvendig opmåling. Vægtykkelsen er 90 cm og den totale længde er ca. 20 m.